English

Nyt café- og kantinetilbud i Agro Food Park

Nye faciliteter og flere brugere i Agro Food Park giver os mulighed for at skabe nye tilbud.
Derfor åbner Agro Food Park i samarbejde med Compass Group nu en café i Agro Food Park 13. Samtidig differentierer vi kantinekoncepterne i Agro Food Park 15 og 26.

Målet med de nye tiltag er at tilbyde et bredere sortiment og motivere til at bruge faciliteterne på tværs af de tre bygninger, samt at lære de andre bygninger og virksomhederne dér bedre at kende.  Samtidig vil caféen give os et nyt afslappet samlingssted som I kan nyde hele dagen både sammen med jeres kollegaer og gæster.

 

Anne-Marie Hansen, director i Agro Food Park giver den nye café følgende ord med på vejen:
”Brugerne i Agro Food Park spænder fra vel-etablerede virksomheder med frokostordning til studerende på SU. De har forskellige ønsker og betalingsvillighed. Det ønsker vi i højere grad at imødekomme og en café giver os mulighed for at tilbyde et bredere sortiment. Samtidig har vi generelt fokus på at skabe de bedste muligheder for netværk og et af værktøjerne er at udnytte arealerne i vores bygninger bedst muligt og skabe attraktive områder man har lyst til at bruge til forskellige formål dagen igennem. Det vil caféen også bidrage til og derfor glæder vi os til at åbne den sammen med Compass Group.”  

Compass Group håber med den nye café, kan gøre Agro Food Park til ”arbejdspladsen du ikke vil hjem fra” , siger Kundechef Claus Nisted fra Compass Group: ”I vores café serverer vi fra om morgenen forskelligt bagværk som friske boller, croissanter, kanelsnegle og kanelsnurrer. Den friskpressede juice, den fløjlsbløde smoothie og den friskbryggede baristakaffe, kan du få hele dagen."

Til frokost vil der hver dag fortsat være en skøn og varieret frokost, uanset om du er tilmeldt kantineordningen eller ej. Nåede du ikke frokosten kan du købe lækre sandwich og lune paninier samt et stykke hjemmelavet kage. Det er også i cafeen, du finder forskellige kioskvarer, samt hjemmelavede delikatesser” , fortæller Claus Nisted.

Vi bygger om i uge 42 og starten af uge 43. Den nye café åbner onsdag i uge 43. Caféen er bemandet hele dagen og vil have åbent fra 08:00 til 16:00 alle hverdage (fredag til 15.30).

I Agro Food Park 15 fortsætter vi det nuværende koncept med den klassiske frokost og buffet, sandwiches, et enkelt morgenmadstilbud m.m. - Præcis som I kender det. Gæstekantinen med bordreservation fortsætter også, ligesom vi fortsat vil have bronze økologi-mærke.

I Agro Food Park 26 finder du ligeledes fortsat frokostbuffet, samt sandwiches og et enkelt morgenmadstilbud ligesom i Agro Food Park 15.

Menuen er anderledes og i nummer 26 går vi efter sølv økologi-mærke, og der vil af samme årsag være et endnu større fokus på det grønne køkken.

Alle er velkommen til at spise i alle tre bygninger. 

<-- Visionsbillede for caféen