35 års jubilæum - Sådan var kantinen i Agro Food Park 15 i gamle dage
Man kan nogle gang godt glemme, at Agro Food Park ikke altid har været Agro Food Park. Blandt andet har den bygning vi i dag kalder Agro Food Park 15, eksisteret længe før det blev til Agro Food Park i 2009. Det samme har kantinen i Agro Food Park 15, hvor Lone Byskov arbejder, og Lone har faktisk været med helt fra begyndelsen. Lone kunne i torsdags, d. 1. december, kalde sig selv for 35 års jubilar. Stort tillykke med det Lone! I den forbindelse tog vi en snak med Lone om kantinen og hendes arbejde.
Lone startede d. 1. december 1987, samme dag som kantinen åbnede for første gang. Kantinen søgte en køkkenassistent, fordi de for første gang skulle til at lave mad fra bunden. Lone søgte jobbet, og var så heldig at få det. Dengang kantinen åbnede, var den meget anderledes end den er i dag.
”Altså det var jo smørbrød og lun ret. Ikke varm mad, men lun ret. Der var heller ingen salatbord, det kendte man jo ikke til dengang. Man måtte også ryge i kantinen, vi tømte jo askebægere. I gæstekantinen serverede vi maden. Tre retter: forret, hovedret og så ost til dessert. I starten kunne man også få en snaps til silden, og der var Gammel Dansk i mødelokalerne. Så det var helt sikkert meget meget anderledes, end det er i dag.” – Siger Lone om dengang kantinen startede.
Lone ser kantinen og bygningen, som et hus der aldrig har stået stille. Der er blevet udvidet og udvidet, så længe Lone kan huske. Allerede inden for det første år, var der allerede ved at blive bygget en fløj mere. I dag består Agro Food Park 15 af tre gårde, men dengang Lone startede var der kun to gårde.
”Det har været et sted, hvor man har været god til at følge med den tid, og udvikling der har været indenfor mad. Den største udvikling har været alt det med, at man tager selv. Det gjorde vi jo overhovedet ikke dengang. Der var det jo med kassebetjening, og man betalte med kontanter. Kassen var lige der hvor salatbuffeten starter i dag. Vi havde også skabe med cigaretter, som skulle låses ind hver dag og ud igen om morgenen. Det var jo noget helt helt andet.” – Fortæller Lone omkring kantinen og dens udvikling.
Selvom Lone ser tilbage på de gamle dage, som en god tid, så synes hun også det er dejligt at være væk fra det gamle, og at man i kantinen følger med tiden. En af de nyeste tiltag som Lone fortæller om, er nedskæringen af kød.
”Jeg synes jo, det er dejligt, at vi er væk fra det, og at man følger med, som tiden er. Nu i dag skal vi jo skære ned for kød, og det er noget, som vi har meget fokus på. Jeg er jo nok på grund af min alder mest til det mere klassiske køkken, men det med, at man også kan udvikle på det, og gøre det til noget nyt, man kan spise i dag, det synes jeg har været spændende.” – Forklarer Lone.
Den løbende udvikling og forandring i køkkenet og måden at lave mad på er nogle af grunden til, at Lone er blevet i kantinen så længe. Hun er stolt af at være på en arbejdsplads og i en kantine, som gør så meget for at følge med tiden.
”Min passion er mad, og det har altid været mad, så det er jo dejligt at blive ved med at være i. Jeg har ikke haft behov for at søge nye udfordringer, for jeg synes, jeg er blevet nok udfordret her. Jeg har haft nogle gode kollegaer, så det synes jeg bare har været godt. Samtidig så er det med at yde service, noget jeg rigtig godt kan lide. Man er her for at kunne hjælpe kunder, og så vidt muligt man kan opfylde ønsker, så gør vi det, og det har vi lov til. Det synes jeg er dejligt!” – Udbryder Lone.
Ifølge Lone så håber hun på at kunne blive her i fem år endnu. Det er i hvert fald hendes plan, men hun ser tiden an og ved også, at alderen er ved at presse på.
”Jeg har fået ny hofte her i sommer, og denne her uge er faktisk første uge, jeg er på fuld tid igen efter det. Man bliver ikke 25 igen, fordi man får en ny hofte, men jeg har nogle søde kollegaer, som tilgodeser min situation. Det synes jeg er dejligt.” – Afslutter Lone med et smil på læben.
Stort tillykke med jubilæet til Lone.