Grøn strøm
I Agro Food Park arbejder vi, som del af det danske landbrugserhverv og Landbrug & Fødevarer, henimod en CO2-reduktion – også i forhold til Agro Food Park som en bæredygtig arbejdsplads for de mange virksomheder som lejer sig ind i vores bygninger. Hele Landbrug & Fødevarer, og dermed også Agro Food Park er derfor i 2021 overgået til kun at indkøbe strøm til vores bygninger fra vedvarende energikilder. Dette skyldes at vi arbejder proaktivt henimod at reducere klimaaftrykket fra vores ejendomme ud fra certificeringsordningen DGNB. Det er en tysk standard, som er den mest kendte for bæredygtigt byggeri i den danske byggebranche. DGNB sætter som krav, at der indkøbes ressourcer og materialer, som ikke påvirker miljøet negativt. Dette kan man bl.a. leve op til ved at indkøbe strøm fra vedvarende energikilder - eller i daglig tale ’grøn strøm’.