Agro Food Parks nye flerbrugerhus er præcertificeret til DGNB Guld

Treeren Med Logo

Præcertificeringen er en tilkendegivelse fra Green Building Council Denmark om at bygningen, på baggrund af projekteringen, opfylder de kriterier der er sat for opnåelse af DGNB Guld, som fra starten har været et succeskriterie for det nye flerbrugerhus ”Treeren”.

DK-GBC - Agro Food Park - Treeren

Minimumskravet for DGNB Guld er at bygningen skal opnå en samlet score på 65 % indenfor en række kriterier under DGNBs fem hovedområder: miljømæssig kvalitet, økonomisk kvalitet, social kvalitet, teknisk kvalitet, og proceskvalitet. Treeren har i præcertificeringen opnået en score på samlet 70,3%, så bygningen ligger solidt indenfor kravene til DGNB Guld.

Janne Pløen, som er projektleder på byggeriet, er særligt stolt over at byggeriets flotte score på miljømæssig kvalitet og proceskvalitet. ”Vi har haft stort fokus på at træffe de miljømæssige gode valg fx i vores valg af materialer og løsninger, hvor vi har haft øje for at vælge bæredygtigt og dansk hvor det var muligt, samt beslutningen om at etablere solceller på en stor del af tagfladen som vil forsyne bygningen med vedvarende energi. Den høje score på proceskvalitet er opnået via tidlig og grundig inddragelse af driftsorganisation, som igennem deres medbestemmelse i valg af løsninger, forbereder bygningen til god og effektiv drift. Den gode drift vil gavne brugerne i hverdagen, hvor de vil opleve et godt indeklima, men også gøre bygningen driftsmæssigt effektiv”.

DGNB er oprindeligt en certificeringsstandard udarbejdet i Tyskland, heraf navnet ”Deutsche Gesellschaft für Nachhaltiges Bauen”. Den første danske version af DGNB-certificeringen blev lanceret i 2012 efter de tyske kriterier var blevet tilpasset danske standarder, praksis og love. Grundtanken i DGNB er, at et byggeri er bæredygtigt på lang sigt, når der er lagt lige meget vægt på miljø, økonomi og det sociale, sammenholdt med analyse af teknisk og procesmæssig kvalitet i byggeriet. Den helhedsorienterede tilgang sikrer at det bæredygtige byggeri ikke kun vurderes på den miljømæssige kvalitet og bygningens energiforbrug.

Treeren er et nyt flerbrugerhus på 8.300 m2 der i sommeren 2022 kan byde endnu flere virksomheder velkommen i det branchespecialiserede videns- og innovationsmiljø i Agro Food Park. De nye virksomheder vil blive del af et miljø som i dag allerede tæller 80 virksomheder og institutioner. Læs mere om bygningen og mulighederne for lejemål her: Treeren agrofoodpark.dk

Se certifikatet her.

 

FAKTA 
Bygningstype: Ny kontorbygning
Areal: 8.314 m2
Bygherre: Landbrug & Fødevarer F.m.b.A
Bygherrerådgiver: D|K2 Bygherrerådgivning
Entreprenør: KPC Herning
Arkitekt: Arkitema Architects
Ingeniør: Sweco Danmark